Pædagogikken på Rønnebæk

På Rønnebæk Opholdssted er vores udviklingssyn, hos alle børn og unge kan udvikle sig i positiv retning, og vi tror på, på alle mennesker, har en medfødt parat og lyst til udvikling. Vi mener ikke, ved udviklingen sker i forudbestemte, fastlåste mønstre, mænd derimod ved det er en personlig og livslang-proces. Hér kan hvert udviklingsskridt, den enkelte magter, variere, mænd det er aldrig for sendt på igangsætte og ændring, der kan gøre en forskel.

Vi har valgt at udforme vores pædagogik ud fra den systemiske, narrative metode, da denne er i tråd med vores børnsyn og værdigrundlag. Den systemiske narrative metode fremmer desuden en helhedsorienteret forståelse af individet.

I vores optisk giver det rigtig god mening at afvise et individorienteret problemfokus ved at anvende et systemisk blik og se på hele det omgivende miljø, når man arbejder med sårbare udsatte børn og unge. Her læner vi os af Søren Hertz, når vi siger at: “Barnet/det unge er ikke problemet, men viser problemet.”

Den narrative tilgang viser sig god i arbejdet med anbragte børn og unge, idet mange af dem på uhensigtsmæssig vis er kommet til at identificere sig med deres problemer. Her kan den narrative metode hjælpe med med at skabe nye fortællinger om håb for fremtiden.

For mange børn og unge kan sådanne tilgange hjælpe ved at fjerne ansvar og skyld for at give plads til følelser af mestring og håb.

Den systemisk, narrative tilgang fordrer desuden, at personalet forholder sig nysgerrig og recoveryorienteret, hvilket kan opleves som en invitation til en vigtig dimension i relationsarbejdet og kan styrke barnets / den unges oplevelse af at blive set og mødt med håb for fremtiden.

Én metode - der sammentænker systemer og fortællinger

Den systemiske, narrative metode hører under det socialkonstruktionistiske paradigme, ifølge hvilken virkeligheden er konstrueret gennem sprog, kommunikation mellem mennesker samt de institutioner, som individet er en del af. Her opfattes viden som noget, der ikke kan opnås uafhængigt af det konstruerende subjekt.

Indenfor den systemiske forståelse ser man indviet som forankret i en række forskellige systemer. Den systemiske tilgang har fokus på relationerne indenfor- og mellen disse systemer, da det er dem, som konstant skaber og udvikler individet. Her ses mennesket som et fortolkende væsen, som agerer i afstemthed med andre mennesker, normer og kulturer. I den optik, er det vigtigt at man indtænker hele det omgivende miljø (inklusiv sig selv som behandler) i sit pædagogiske arbejde med børn og unge.

Den narrative tilgang har sit fokus på historien, sproget og struktureringen af ​​individets identitet. Begrebet ”Den narrative metafor” henviser til, at vi mennesker lever og oplever gennem de historier vi fortæller om vores liv. Selvfortællingen afgør hvilke aspekter af vores erfaringer der kommer til på udtryk gennem den forståelsesramme den udgør. Med den narrative metode kan man styrke individuelle ”selv” ved at arbejde med fortolkningerne af dets fortællinger.

Børn og unge fortolker aktivt de erfaringer, de gør sig gennem livet. Som pædagogiske personale skal man bidrage til nye positive erfaringer. Det pædagogiske personale skal hjælpe børnene/de unge med at skabe nye historikere, som kan give et nyt perspektiv på både fortiden, nutiden og fremtiden.

I en systemisk pædagogisk kontekst ser man på hvilke omgivelser, barnet/den unge har på spejle sig i. Her ses problematikker som værende mellemmenneskelige og udtryk for, at der er ting i miljøet, som ikke fungerer. Derved er problemerne ikke iboende barnet/den unge. I den optik er det i hverdagen, man finder potentialer for udvikling, og derfor er det systemerne omkring barnet/den unge man skal arbejde med. Det pædagogiske personale udgør en vigtig del af disse systemer. Som pædagogisk voksen omkring et barn/ung skal man derfor:

  • Være opmærksom på egen forforståelse med henvisning til den systemiske Domæneteori.
  • Forholde sig nysgerrig og anerkendende.
  • Gøre sig umage for at give barnet/den unge de bedst mulige omgivelser at spejle sig i.
  • Vise ukulig optimisme! Når barnet/det unge ikke tror på sig selv, må man agere ”det vikarierende håb”.

Som narrativ pædagogisk personale arbejder man med at eksternalisere og objekttificere individets problemer, dvs. at placere dem udenfor barnet/den unge. Det handler grundlæggende om, at det ikke er personen, der er problemet; det er problemet, der er problemet. Når børn/unge tror, ​​at deres problemer skyldes, at der er noget galt med dem selv, og at  problemerne er direkte afspejlinger af deres natur, er det problemerne blevet internaliseret og holder fast som noget indre, ikke gør det meget ved nye håndmuligheder. En bande pædagogisk personale arbejdstager interniserende kan ofte reprodusere de samme problemer, som de skulle løse.

Den eksternaliserende metode, gør det derimod muligt for barnet / det unge ved at opleve og identificere, der er uden forbindelse til problemet. Problemet bliver således mindre magtfuldt og indeholder ikke længere sandheder om barnets / den unges identitet. Dette gør det pædagogiske personale bl.a. ved på:

  • Udfører en form til ”detektivarbejde” til at finde ud af hvordan barnet / den unges fortælling er opstået og hvad der vedligeholder dem.
  • Udfordre barnets / den unges negative taget-for-givet-sanheder om sig selv.
  • Tydeliggøre små konkrete undtagelser i hverdage, som står i modsætning til negativ selvfortælling.
  • Fremhæve barnets / den unges ressourcer og personlige styrker
  • Er enormt opmærksom på eget sprogbrug, både i sin omgang med børnene / de unge og kollegaerne.
  • Gennem den systemiske, fortællende metode kan hjælpe børn og unge mod og ny mening, som den fremtidige samfund, personlig styrke og håb for fremtiden.

Nysgerrig position

På Rønnebæk Opholdssted tror vi på, når og der ved sengetøj går glip af for at få udvidet sideperspektiv – og det kan ikke sige, på jeg arbejder med anbragte børn og unge! Det er helt essentielt til os ved undgå fastlåshed i tanke og håndtering, for der er aldrig kun en logisk gaffeltruck eller en rigtig pædagogisk model. Derfor er det vigtigt, ved personalet indtager og nysgerrig stilling, hvor vi forholder sig anerkendende og underøgende i forhold til kompleksiteter i det fortællende og håndterende, som det enkelte barn / ung kommer med. Hvis adfærd kun tolkes som adfærd, kan man f.eks. komme til på overse de muligheder for nye perspektiver, som der inviterer til.

Børnene / de unge står hver nye, som de uvæsentlige hovedpersoner til behandling i Rønnebæk Opholdssted, hvorfor det bliver essentielt ved deres perspektivindlæg i alle dele af den pædagogiske praksis. Personalet opgav hende ved at finde sig nysgerrige og anerkendende over børsenes / de unges måde at opleve verden på, for at se, hvordan de kan inkorporere og behandle dem. 

Opmærksomhed på egen forforståelse

Med tanke på det systemiske Domæneteori gør vi på Rønnebæk Opholdssted og dyd ud af løbende på se indad og bliver opmærksomheder på deres egne værdier, erfaringer, forståelser og bias. Dette er et tema, som løbende satsning på det personlige arbejde og i tilsynet, hvor der indgydes til nysgerrig og feedbackkultur, der er præget af dialog og ledelse. Jeg forlænger heraf kan det nævnes, ved at vi er meget bevidst har ansat og alsidig personalegruppe med diversitet i alder, køn, personskæbne, kompetence og interessenter.

Den tætte relation

På Rønnebæk Opholdssted står den tætte relation som et fundament for al vores arbejde. Vi arbejder  med  og  viaden gode forhold. Den tætte relation står som en forudsætning for at kunne arbejde pædagogisk med børnene og det unge på Rønnebæk Opholdssted. Jeg har vores optik der altid den professionelle, der har ansvaret for at udvikle sig af en gud-relation, og vi tror på det tætte forhold til en anerkendende voksen kan hjælpe ved introduktion og fastholde håb som et centralt element i behandlingen. En lade / ung hendes opkører er ikke lige tæt med alle de voksne, mænd samt alle børn og unge hendes skal føles, på de har og voksen med hvem der kan kontrollere, grine og som kan rumme deres frustrationer.Jeg opbygger det tætte forhold, gør vi i Rønnebæk Opholdssted og dyd ud af at vise vores børn og unge på os selvstændige samfund, vi nyder deres selskab og vi tror på deres muligheder for udvikling.

Systemet omkring barnet / den unge

På Rønnebæk Opholdssted er der fokus på miljøets påvirkning af den enkeltes udvikling og personalet medtænker sig selv som en aktiv del af barnets / den unges forandringproces. Vi involverer så vidt som alle systemerne omkring børnene / de unge, herunder bl.a. den øvrige børnegruppe, skolen, familien og fritidsaktiviteterne. Disse systemer inddrager i børserne / de unges udviklingsplaner, hvor vi ser på, henholdsvis hvordan de begivenheder vedligeholdes uhensigtsmæssige mønstre, og hvordan de kan bidrage til positiv udvikling.

Arbejdet med barnets/den unges narrativ

På Rønnebæk Opholdssted finder vi det helt afgørende, hvilke historier vores børn/unge flytter ind med, samt hvilket narrativ der udvikles i deres behandling hos os. Her er vi optaget af, hvordan henholdsvis de selv, deres familie og kommunen italesætter deres problematikker og ressourcer, herunder taget-for-givet-sandheder. Her ligger et stykke detektivarbejde i at finde klarlægge, hvordan dette narrativ er opstået, hvad der forstærker og vedligeholder det, og hvordan narrativet påvirker barnets/den unges relationer og generelle trivsel.

Mennesker oplever gennem de historier vi fortæller om vores liv, og som personale har vi til opgave at udfordre de negative fortællinger, som børnene og de unge her bærer rundt på. I vores samtaler med de unge (og det værende både i de strukturerede samtaler og i hverdagens små mødeøjeblikke) forsøger vi at objektificere og eksternalisere de givne problematikker ved at omtale dem som noget ydre, som ikke er bestemmende for den pågældendes identitet. Samtidig kigger vi efter unikke hændelser og undtagelser, som er i strid med den negative egenfortælling. Disse påpeger vi overfor barnet/den unge og siger f.eks. ”Du siger, at du har så svært ved (…), men prøv at se hvor godt du klarede det her!” Dette kan hjælpe barnet/den unge med at formulere sit narrativ på ny, hvor livsbegivenheder tilføjes en ny mening og der fremhæves nye temaer.

Sprogets betydning

Den systemisk, narrative metode fordrer at sproget kommer i fokus. På Rønnebæk Opholdssted er vi således meget opmærksomme på, hvordan vi omtaler børnene/de unges problematikker. Vi arbejder med hvordan vi bruger sproget i dagligdagen, herunder hvordan vi taler om vores egen position i huset.

Close Menu