Stedets beliggenhed
Opholdsstedet Rønnebæk er beliggende Kirkevej 9, 4700 Næstved. Bygningerne består af en hovedbygning til beboelse på 620 m2, et aktivitetsrum på 120 m2 og en staldbygning på 304 m2 – samlet 1044 m2 bygninger. Rebecca og Thomas, der er opholdsstedets forstandere, er bosat i hovedbygningens ene ende. Bygningerne fremstår i god stand, og de er gennem de seneste 10-15 år blevet gennemrenoveret både udendørs og indendørs. Bygningerne er beliggende på en stor naturskøn grund på 22.286 m2, hvor der bl.a. findes have, fodboldbane og fritgående får. Stedet ligger ca. 4 km fra Næstved centrum, hvor der findes en række relevante uddannelsesmuligheder og fritidsaktiviteter.
Stedet har gennem mange år været anvendt som opholdssted – læs mere under fanen historie – og det er vores klare vision, at stedet er præget af en ungdomskultur, og af at være børnenes og de unges hjem.
Beskrivelse af arealer
Fællesarealer
Underetagen er indrettet med et stort køkken-alrum med udgang til en stor træterrasse, hvorfra der er udsigt til fårefold og skov. Fra køkkenet er der adgang til et fællesrum, hvor der er trappeopgang til et værelse og et større fælles opholdsrum. I underetagen er der desuden endnu et fælles opholdsrum, der fungerer som stue og gennemgangsrum. Vaskerum ligger i forlængelse af entreen.
Værelser
Alle værelser er lyse, rummelige og har et areal på over 20 m2. I underetagen er der 2 værelser, og i overetagen er der i alt 6 værelser og 2 opholdsrum. Alle værelser har to store vinduer og brandsikrede døre.
Toilet/bad
Der er i alt to toiletter med bad og badekar i underetagen.
Aktivitetsrum
Aktivitetsrummet rummer 120 m2, og det kan anvendes til mange forskellige formål. Rummets ene væg består af vinduer, hvorfor rummet er lyst og indbydende.
Staldbygning & lade
Staldbygningen rummer to garager, en stald og et værksted, som børnene også kan benytte. I forlængelse af staldbygningerne findes en ladebygning.
Personalerum
I forlængelse af køkken-alrummet er der et personalekontor. I underetagen findes desuden et personaleværelse, som benyttes til sovende personale. Personaleværelset er placeret tæt ved de yngste børns værelserne, så det er let tilgængelig.
Forstanderhjem
I forlængelse af opholdsstedet findes en privat afdeling, hvor opholdsstedets forstandere Thomas (leder) og Rebecca (psykolog) er bosat.