Rønnebæk Opholdssted

Den systemiske, narrative metode hører under det socialkonstruktionistiske paradigme, ifølge hvilken virkeligheden er konstrueret gennem sprog, kommunikation mellem mennesker samt de institutioner, som individet er en del af. Her opfattes viden som noget, der ikke kan opnås uafhængigt af det konstruerende subjekt.

Indenfor den systemiske forståelse ser man indviet som forankret i en række forskellige systemer. Den systemiske tilgang har fokus på relationerne indenfor- og mellen disse systemer, da det er dem, som konstant skaber og udvikler individet. Her ses mennesket som et fortolkende væsen, som agerer i afstemthed med andre mennesker, normer og kulturer. I den optik, er det vigtigt at man indtænker hele det omgivende miljø (inklusiv sig selv som behandler) i sit pædagogiske arbejde med børn og unge.

Den narrative tilgang har sit fokus på historien, sproget og struktureringen af ​​individets identitet. Begrebet ”Den narrative metafor” henviser til, at vi mennesker lever og oplever gennem de historier vi fortæller om vores liv. Selvfortællingen afgør hvilke aspekter af vores erfaringer der kommer til på udtryk gennem den forståelsesramme den udgør. Med den narrative metode kan man styrke individuelle ”selv” ved at arbejde med fortolkningerne af dets fortællinger.

Børn og unge fortolker aktivt de erfaringer, de gør sig gennem livet. Som pædagogiske personale skal man bidrage til nye positive erfaringer. Det pædagogiske personale skal hjælpe børnene/de unge med at skabe nye historikere, som kan give et nyt perspektiv på både fortiden, nutiden og fremtiden.

I en systemisk pædagogisk kontekst ser man på hvilke omgivelser, barnet/den unge har på spejle sig i. Her ses problematikker som værende mellemmenneskelige og udtryk for, at der er ting i miljøet, som ikke fungerer. Derved er problemerne ikke iboende barnet/den unge. I den optik er det i hverdagen, man finder potentialer for udvikling, og derfor er det systemerne omkring barnet/den unge man skal arbejde med. Det pædagogiske personale udgør en vigtig del af disse systemer. Som pædagogisk voksen omkring et barn/ung skal man derfor:

Være opmærksom på egen forforståelse med henvisning til den systemiske Domæneteori.
Forholde sig nysgerrig og anerkendende.
Gøre sig umage for at give barnet/den unge de bedst mulige omgivelser at spejle sig i.
Vise ukulig optimisme! Når barnet/det unge ikke tror på sig selv, må man agere ”det vikarierende håb”.
Som narrativ pædagogisk personale arbejder man med at eksternalisere og objekttificere individets problemer, dvs. at placere dem udenfor barnet/den unge. Det handler grundlæggende om, at det ikke er personen, der er problemet; det er problemet, der er problemet. Når børn/unge tror, ​​at deres problemer skyldes, at der er noget galt med dem selv, og at problemerne er direkte afspejlinger af deres natur, er det problemerne blevet internaliseret og holder fast som noget indre, ikke gør det meget ved nye håndmuligheder. En bande pædagogisk personale arbejdstager interniserende kan ofte reprodusere de samme problemer, som de skulle løse.

Den eksternaliserende metode, gør det derimod muligt for barnet / det unge ved at opleve og identificere, der er uden forbindelse til problemet. Problemet bliver således mindre magtfuldt og indeholder ikke længere sandheder om barnets / den unges identitet. Dette gør det pædagogiske personale bl.a. ved på:

Udfører en form til ”detektivarbejde” til at finde ud af hvordan barnet / den unges fortælling er opstået og hvad der vedligeholder dem.
Udfordre barnets / den unges negative taget-for-givet-sanheder om sig selv.
Tydeliggøre små konkrete undtagelser i hverdage, som står i modsætning til negativ selvfortælling.
Fremhæve barnets / den unges ressourcer og personlige styrker
Er enormt opmærksom på eget sprogbrug, både i sin omgang med børnene / de unge og kollegaerne.
Gennem den systemiske, fortællende metode kan hjælpe børn og unge mod og ny mening, som den fremtidige samfund, personlig styrke og håb for fremtiden.